8 irriterende ting du skal vide om mig, hvis du gerne vil være min ven

Altså nu er det ikke fordi jeg tror, at I står i kø for at blive venner med mig, men skulle det nu ske, at der sad en enkelt derude og tænkte; "Heeey, hende der Isabella, hende ku' jeg sgu godt tænke mig at være venner med", så synes jeg lige, at I vil gøre klogt i at læse det her indlæg. Det skal nemlig handle om nogle - til tider - irriterende ting, som jeg godt kan finde på, og det er jo ret vigtig info, hvis man gerne vil være gode venner med mig. Hvis man ikke vil det, så er det også helt okay, så se i stedet for det her indlæg som et af de der "get to know me"-indlæg. Det er jo også så populært her i bloggerland alligevel.

Inden jeg starter med alle de her irriterende ting, så må jeg nok hellere lige skynde mig at sige, at jeg altså er et ret så sødt menneske. Jeg er lidt skør til tider, men derfor er jeg stadig en god ven. I hvert fald hvis jeg selv skal sige det. Men nu går jeg i gang, og så må I jo selv finde ud af, om I kunne tænke jer at være venner med mig. He he.

8 irriterende ting om mig:

1. Er der fest, så giver jeg den gas. Altså gas med at drikke alkohol. Jeg drikker mig nemlig hammerlam hver gang. Og det er lige så sikkert som "Amen" i kirken. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange, jeg er blevet hjulpet hjem fra byen, fordi jeg ikke har kunne stå på mine ben eller fordi jeg har kastet op. Men er man venner med mig, så følger det åbenbart med. Sorry guys.

2. Hvis jeg skal ud og spise, så SKAL jeg ind et sted, hvor jeg kan få en burger. Jeg gider ikke alt det andet shit man kan få. Jeg skal bare have en burger og pommes, og så er den ikke længere. Ah okay, jeg elsker også sushi, men det er jeg for nærig til at betale for, så det får jeg kun, når Christian inviterer mig ud at spise.

3. Ja okay, jeg kan vist lige så godt nævne det. Jeg er skide nærig, når det kommer til mad. Selvom jeg virkelig elsker at spise ude, så gider jeg seriøst ikke bruge alle mine penge på mad. Jeg vil til enhver tid hellere vælge Sunset (fordi de har Pepsi Max), end jeg vil vælge en eller anden fancy restaurant. Hellere spise ude 5 gange på et fastfood sted end kun at spise én gang på en dyr restaurant.

4. Når vi er ved mad, så kan jeg nok ikke komme uden om, at jeg spiser ekstremt hurtigt. Jeg tror åbenbart, at det gælder om at blive først færdig, når jeg spiser. Så sådan en burger med pommes kan jeg nemt få slugt på få minutter, og det er egentlig ikke ret fedt, for jeg når aldrig at nyde maden. Af samme grund snakker jeg sjældent, når jeg spiser, for jeg har jo travlt med at skovle mad ind. Knap så selskabeligt, I know.

5. Jeg tæller skridt. Jeg har et mål om at gå 10.000 skridt hver dag, som I måske har læst lidt om her på los bloggos. Af den grund vil jeg til hver en tid gøre alt for at få lidt flere skridt ind på kontoen, så derfor forslår jeg hellere end gerne, at vi skal parkere længere væk, vælge den H&M der ligger længst væk, gå en kæmpe omvej, gå ned og handle i stedet for at køre osv. Behøver jeg at sige, at jeg ikke altid er så populær herhjemme?

6. Når jeg slapper af i mit ansigt, så ser jeg åbenbart herre sur ud. Det siger Christian i hvert fald. Så ser jeg sur ud, så er det altså ikke ensbetydende med at jeg er det. Jeg slapper sandsynligvis bare af i mit ansigt. Og tro mig, hvis jeg er sur, så er der vist ingen tvivl, for det lægger jeg bestemt ikke skjul på.

7. Jeg er ikke så god til at rydde op, og jeg hader at gøre rent. Så kommer man hjem til mig, så garanterer jeg ikke, at jeg har ryddet op eller gjort rent for nyligt. Jeg har sansynligvis "ryddet op" ved at samle mit lort i en bunke, og så kaste bunken ind på et af vores tomme værelser. Jeg har dog perioder, hvor jeg pludselig får et oprydningsflip, men det er desværre for sjældent det sker.

8. Jeg er en rigtig dårlig taber. Udadtil ser jeg helt rolig ud, men indvendig er jeg ved at gå amok. Jeg hader at tabe, og jeg tror desværre ikke altid, at det lykkes mig at være "den gode" taber. Så skal jeg spille et spil med nogle, så kan de altså godt forberede sig på en masse grimme ord fra min mund... altså kun hvis jeg taber selvfølgelig.

Er du også lidt skør ligesom de 8 punker, jeg nævner ovenfor? I så fald tænker jeg, at vi kunne blive rigtig gode venner!

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229