Da vi planlagde, at nu var det tid til projekt baby

Der er ingen tvivl om, at det er et kæmpe skridt at beslutte sig for, at NU er det tid til at begynde på projekt baby. Det var det i hvert fald for os, og det var da også noget, som vi havde snakket om mange gange, inden vi overhovedet kastede os ud i det. Christian var nok den, der var klar først, for han har altid sagt, at han vil ikke være "en gammel far" (selvom han er ét år yngre end mig), mens jeg altid har haft den holdning, at jeg bare gerne vil have mit første barn, inden jeg bliver 30. Så det er nok primært mig, der er grunden til, at vi har ventet indtil nu. Jeg er nemlig sikker på, at Christian har været klar længe. Men jeg må indrømme, at tanken om at få et barn, som jeg pludselig skal være mor for 24/7, har skræmt mig. Jeg har virkelig været nervøs for, om jeg nu er klar til at passe på et lille bette menneske. Er jeg mon god nok til det? Og kan jeg overhovedet finde ud af det? Jeg har virkelig haft brug for tid, før jeg følte, at jeg var klar til at turde kaste mig ud i det. Selvom jeg heller ikke føler mig 100% klar nu, så jeg er alligevel nået til det punkt, hvor jeg ikke tror, at jeg kan blive mere klar end nu, så sidste år besluttede vi os altså for, at nu skulle vi i gang. Nu havde vi jo alligevel øvet os i over 10 år, så mon ikke også det var på tide at se, om det kunne blive til noget end bare lidt sjov på lagnerne ;-).

Så slut december tog jeg min sidste minipille...

... og i starten af januar fik jeg menstruation og to uger-ish efter fik jeg ægløsning. Den første efter jeg var stoppet på minipillerne. Da næste menstruation periode skulle have startet, blev jeg mere og mere nervøs. For kunne det tænkes, at der allerede var gevinst? Jeg havde jo læst, at der i de flestes tilfælde gik 3 måneders tid og nogle gange 1 år, før man ville se to streger på en graviditetstest. Så egentlig forventede jeg ikke det store, da jeg d. 8. februar om morgenen stod op for at tage en test. Denne dag var min menstruation nemlig én dag forsinket, så selvfølgelig skulle jeg tage en test. Jeg vågnede allerede kl. 5.20 den morgen, så jeg stod op, tissede på testen, ventede og ventede lidt mere og da jeg kiggede på testen var der sgu to streger. Totalt underlig følelse!

Efter at have stirret på testen i nogle minutter...

... råbte jeg "Chriiiiiiiiiiistian. Kom lige herud NU". Han lå selvfølgelig og sov, så jeg tror egentlig han blev lidt irriteret, nu når han skulle til at stå op for at komme ud til mig. Da han kom ud på badeværelset stod jeg bare med testen i hånden uden at sige noget, og kort efter gik det også op for Christian, hvad det var, der egentlig var sket. Vi kiggede bare på hinanden og lagde os herefter ind i sengen igen, og vi sagde faktisk ikke så meget til hinanden. Vi lå bare og kiggede. Planen var, at vi ville sove, men der gik i hvert fald en times tid, før vi begge faldt i søvn. Det var først, da vi vågnede et par timer senere, at vi fik talt om de to streger, og hvad det egentlig var, at det betød. Det blev pludselig en meget bedre dag, end vi havde regnet med. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at vi skulle være så heldige at lave et barn i første forsøg, så det er jeg selvfølgelig mega glad for, for jeg ved jo, at flere kæmper for at få børn. Så jeg er virkelig taknemmelig, glad og ikke mindst lykkelig for den situation, som vi står i lige nu. Det er fantastisk - og jeg håber, at alle der drømmer om at lave et barn, får deres drøm opfyldt! <3


Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229