Derfor elsker jeg dig til månen og tilbage igen, christian

Christian og jeg har været kærester i over 10 år. Og billedet ovenover er faktisk fra vores 10 års kæreste-dag i sidste måned. Vi har skændtes og været uvenner rigtig mange gange, men vi bliver heldigvis altid gode venner hurtigt igen. I går aftes blev vi uvenner igen. Sådan rigtigt uvenner. Vi endte med at gå i seng på hver sit tidspunkt, og vi snakkede overhovedet ikke sammen. Her til morgen var der stadig rigtig dårlig stemning imellem os, og det var begrænset, hvad vi fik sagt til hinanden inden Christian kørte med en kammerat kl. 9, fordi de to skulle til race.

I går da vi skændtes spurgte Christian mig lige pludseligt: "Elsker du mig overhovedet mere?". Et spørgsmål der gjorde ret ondt at høre, nu når jeg aldrig synes, at jeg lægger skjul på, at jeg elsker ham af hele mit hjerte. I går havde jeg ret svært ved at finde de rette ord - dels fordi jeg var ret hidsig - men også fordi jeg generelt er rigtig dårlig til at tale om og vise mine følelser, så mit svar til ham blev måske ikke så fyldstgørende, som jeg gerne ville have haft det. Der er jeg altså langt bedre til at udtrykke mig på skrift. Så min dejligste Christian, det her indlæg er til dig - og nu skal du saftsuseme høre, hvor meget jeg elsker dig.

En lang smøre om, hvorfor jeg elsker lige netop dig

Grunden til at vi endnu ikke var blevet helt gode venner igen her til morgen inden du kørte er, fordi jeg er så stædig. I know. Jeg hader at skulle være den, der overgiver sig først for at blive venner. I morges gjorde du ellers et ihærdigt forsøg på at gøre stemningen god ved at kilde mig og lægge dig ovenpå mig, men jeg forsatte med at være en sur kost. Du er altid god til at gøre os gode venner, når vi har været uvenner, og havde du ikke haft en aftale så tidligt på dagen, så var vi garanteret også blevet helt gode igen. Men det bliver vi lige så snart du er hjemme igen. Det ved jeg. Fordi du altid vælger at "overgive" dig først, når vi er uvenner, så er du altid grunden til, at stemningen hurtigt bliver god igen, og at vi begge indser, at det er spild af tid at være sure på hinanden i længere tid - og det elsker jeg dig for.

I nat da du endelig kom i seng, hvor jeg lå og halv-sov med ryggen mod dig, besluttede du dig for at nusse mig på ryggen. En ting du ved, jeg virkelig elsker. Du gjorde det, selvom vi var sure på hinanden. Selvom jeg dog lod som om jeg sov, så forsatte du længe. Det var dejligt. Du er altid god til at nusse mig, når du ved, at jeg har allermest brug for det. Og når vi aftaler at nusse hinanden skiftevis, så nusser du mig altid dobbelt så lang tid, som jeg nusser dig. Du er verdens bedste nusser - og det elsker jeg dig for.

Du gør generelt rigtig meget for mig. Ja, du er stort set villig til at gøre alt for mig. Fx kører du mig, når jeg skal noget, fordi jeg er bange for at køre selv. Det er lige meget om, det er om natten eller tidlig morgen. Du kører mig gerne på alle døgnets tidspunkter. Okay, du brokker dig måske lidt nogle gange, men du ender altid med at gøre det, fordi "du elsker mig", som du altid siger. Det samme gælder løb. Du gider godt nok ikke løbe en tur med mig en helt almindelig dag, men du vil gerne tilmelde dig et løb sammen med mig og gennemføre det sammen med mig. Og det gør du, selvom du virkelig hader at løbe. Men du gør det for min skyld, fordi du ved, at jeg gerne vil have en at løbe med til de løb, som jeg tilmelder mig - og det elsker jeg dig for.

Tidligere i år fik du en stor bonus på dit arbejde. Du var hurtig til at sige, at lige så snart pengene blev udbetalt, så ville du overføre kr. 1.000 til mig, som jeg måtte bruge på lige hvad jeg ville. Du synes nemlig, at jeg også skulle have glæde af din bonus. Jeg fandt dog ud af kort tid efter, at jeg skulle have lige så mange penge tilbage i skat, som du fik i bonus, så jeg bad dig om at beholde din bonus for dig selv. Men hold nu op, sikke en sød tanke du havde. Tænkt engang at du ville give mig en del af din velfortjente bonus. Du er simpelthen den sødeste og mest betænktsomme kæreste - og det elsker jeg dig for.

Igennem de sidste 10 år har du hjulpet mig med at tro mere på mig selv. Jeg har fået mere selvtillid. Jeg er blevet mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig, og det jeg gør. Det skyldes primært dig. Du fortæller mig dagligt, at jeg er den smukkeste - også når jeg lige er vågnet og har morgenhår, klatter i øjnene og misseøjne. Du fortæller mig, at jeg er god nok, som jeg er. Du siger til mig, at jeg skal gøre, hvad jeg vil og skide på, hvad andre tænker, fordi du vil støtte mig uanset hvad. Du har hjulpet mig til at tro på, at jeg kan meget mere end jeg selv tror, og du har hjulpet mig med at blive den, som jeg er i dag - og det elsker jeg dig for.

Selvom du er den sødeste, mest hjælpsomme og dejligeste fyr, som jeg kender, så kan du virkelig også gå mig på nerverne. Du er den person, der kan gøre mig mest ked af det, men du er til gengæld også den, der kan gøre mig allermest glad. Heldigvis gør du mig tosse glad 99,9% af tiden, og du gør mig til den lykkeligste pige hver gang du kysser mig, tager mig i hånden eller bare kigger på mig med dine søde øjne - og det elsker jeg dig for.

Jeg kunne forsætte med at skrive en hel roman om alle de ting, som du gør for mig, som jeg elsker dig for, men jeg vælger at stoppe nu. Jeg håber, at du har forstået mit budskab med indlægget her. Ellers kommer det lige her en sidste gang; Christian, jeg elsker dig til månen og tilbage igen x 1.000.000.

Synes godt om

Kommentarer

Lille My
Lille My,
SØDT! <3 Tror vi er lidt ens på det her punkt. Stædig som bare pokker, og heller ikke helt god til at få tingene sagt når det handler om følelser.

Han er heldig ham Christian!
www.stine-ebbesendahl.dk
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229