Derfor er Christian og jeg så forskellige

Christian og jeg er vidt forskellige. Faktisk tror jeg vi er mere forskellige, end vi er ens, og af en eller anden grund tror jeg, at det er det, der gør, at vi passer så godt sammen. Der må jo være en skide god grund til, at vi har holdt hinanden ud i over 10 år, og jeg tror altså, at vores forskeligheder har stor betydning herfor. Så derfor skal det her indlæg handle om nogle af de punkter, hvor Christian og jeg er vidt forskellige.

Ting der skal i skrutten

Christian er til Coca Cola, mens jeg er til det eneste rigtige - nemlig Pepsi Max. Utroligt at Christian ikke også er til Max, for hans forældre drikker ikke andet. Og det er sgu dem, der har lært mig at drikke Pepsi Max. Så det virker lidt skørt, at Christian er til Coca Cola, right? Har I forresten smagt den nye Pepsi Max med lemon? Den er altså bare tosse god!

Godt nok elsker vi begge fastfood og generelt usundt mad, men vi er ikke helt enige om, hvor vi skal spise henne, når vi skal ud og have nem mad. Christian vil nemlig altid på McDonalds, men jeg foretrækker altså Burger King. De har jo ligesom verdens bedste mayo, som man næsten bare kan spise rent. Uhm!

Når det kommer til chips, kan vi heller ikke finde ud af at kunne lide det samme. Christian vil nemlig helst have barbeque chips, hvorimod jeg eeelsker sourcream & onion chips. Og det skal helst være dem fra Pringels. Mhmm...

Når vi blander slik, så vælger Christian altid alle vingummierne, mens jeg tager alle lakridserne. Så det er altså heller ikke nemt at blande slik sammen. Det gode er selvfølgelig, at vi ikke spiser hinandens, for det er jo nemt at kende forskel på vingummi og lakridser. Så der er da måske lidt win alligevel.

Interesser

Christian elsker biler. Sådan virkelig ELSKER. Det forstår jeg ikke helt, men til gengæld elsker jeg tøj og tasker lige så højt. På ét punkt er vi dog ens, når det kommer hertil, for Christian bruger gerne hans penge på dyre ting til bilen, og jeg bruger hellere end gerne ALLE mine på tøj og tasker. Dog er Christian lidt (læs: meget!) bedre til at lægge lidt penge til side hver måned, hvorimod jeg shopper alle mine penge væk. Behøver jeg at sige, at jeg ikke er helt så populær, når snakken falder på opsparing herhjemme?

Og når vi er ved snakken om biler, så er det bedste Christian ved at køre rundt. Eller at cruise rundt som han selv ville have sagt. Den er jeg ikke helt med på, for jeg bryder mig virkelig ikke om at køre. Faktisk kan jeg blive helt angst og begynde at svede ved tanken om, at jeg skal ud og køre bil. Det er virkelig ikke noget, som jeg synes er sjovt, og jeg frygter det hver gang. Men heldigvis har jeg fast plads på passagersædet, så det er sjældent, at jeg selv skal køre. Pyha.

Noget jeg til gengæld elsker er at løbe. Det er simpelthen ren terapi for mig, men for Christian er det ren tortur. Jeg skal virkelig tvinge ham med, for er der noget, han hader, så er det at løbe. Det lykkedes heldigvis at få ham med nogle få gange om året, og så skal jeg jo dokumentere det. Sidste tur vi løb sammen fik jeg taget det flotte billede, som I kan se ovenover her. Man kan ligesom se løbeglæden stråle ud af Christians ansigt, ikk'? Ha ha.

Det med at få taget billeder er Christian egentlig ikke særlig stor fan af. Han hader det faktisk, når jeg vil tage et af ham, så nogle gange bliver jeg nødt til at tvinge. Mig derimod... ja... jeg har ikke noget i mod at få taget billeder. Jeg kan ret godt lide det, men altså kun hvis det enten er mig selv, der tager dem, eller hvis det er Christian, der er fotograf.

Personlighed-ish

Christian er det mest tålmodige menneske jeg kender... med mindre det drejer sig om noget med hans bil(er), som er gået galt. Jeg er til gengæld overhovedet ikke tålmodig. Får jeg noget væk, så opgiver jeg at lede efter det efter 1 minut, og så bliver jeg hidsig over, at jeg ikke kan finde det. Christian plejer at rejse sig kort efter og begynde at lede. Han leder gerne hele huset igennem, indtil han finder det, som jeg mangler #sødesen. Måske hænger det også lidt sammen med, at jeg er et rodehoved, men det lyder bedre, at jeg ikke er et tålmodigt menneske, ikk'?

Når det handler om sengetider, så går vi sjældent i seng på samme tid. Christian er B-menneske, mens jeg er et A-menneske. Han går ikke tidligere i seng end klokken 23 i hverdagene, mens jeg sagtens kan gå i seng klokken 21. Det samme gør sig egentlig gældende i weekenderne. Der står jeg så bare op mega tidligt, mens han ligger og sover i 100 år, efter jeg er stået op. Men sådan er det, og så har han lidt alenetid om aftenen, hvor jeg sover, mens jeg har det om morgenen, hvor han sover. Og det er nu meget hyggeligt.

Så selvom vi er ret så forskellige, så har vi det nu meget sjovt sammen. Jeg ved i hvert fald, at Christian er ham, som jeg vil tilbringe resten af mit liv med, for han er den sødeste og dejligste, jeg kender.


Synes godt om

Kommentarer

Lille My,
Ha ha, skønt indlæg 😃 <3
www.stine-ebbesendahl.dk
IP: 82.99.3.229