Sådan fortalte vi vores forældre om graviditeten #1

Dette indlæg bliver det første af to indlæg. Det gør det, fordi vi fortalte vores forældre nyheden om baby B på to forskellige måder. Eller det vil sige, at vi brugte samme måde til Christians forældre og min far, mens vi fortalte min mor det på en helt anderledes måde. Mine forældre er skilt, så derfor fik de ikke det at vide på helt samme tid.

I det her indlæg skal det handle om, hvordan vi fortalte Christians forældre og min far det. Som I kan se på billederne ovenover, så gjorde vi det via deres biler. De er nemlig alle 3 ret glade for deres biler, så derfor var det jo oplagt at inddrage dem. Vi synes i hvert fald selv, at det ville være ret sjovt. Derfor fandt Christian hurtigt ud af, at vi da skulle have lavet en nummerplade med deres kommende titler på, og den var jeg straks med på. Så vi fandt et sted på nettet, hvor vi kunne købe "hjemmelavede" nummerplader og fik dem bestilt.

Da nyheden endelig skulle fortælles...

På Christians fødselsdag (d. 5. marts) kørte vi hjem til hans forældre. Han ville SÅ gerne fortælle dem det på netop hans fødselsdag, så derfor blev de de første der fik at vide, at de skulle være bedsteforældre. Da vi kørte ind i deres gårdsplads, sprang vi ud af vores bil, skyndte os at sætte nummerpladerne på Christians mors og fars biler, og så skyndte vi os at gå ind. Da vi kom ind, udbrød Christian: "Hvad er det, der er sket med jeres biler?". Vi håbede, at de ville storme ud for at kigge, men de havde også en overraskelse til Christian, nu hvor det var hans fødselsdag, så de var mere opsatte på, at han skulle komme ind og se, hvad de havde fundet på. De havde nemlig købt en KÆMPE romkugle og sat lys deri, som stod foran alle gaverne til Christian, så det skulle han jo selvfølgelig ind og se. Så selvom Christian ihærdigt forsøgte at få dem ud til bilerne, så var han altså nødt til at få hans overraskelse først, før vi kunne lokke hans forældre udenfor. De havde dog regnet ud, at vi havde lavet et eller andet fis med deres biler, så de havde ikke travlt med at komme ud. Men de blev alligevel overrasket og max glade, da det gik op for dem, hvad det hele egentlig drejede sig om. Og pludselig havde de jo også fået en gave, selvom det var Christians fødselsdag. Så behøver jeg at sige, at det var en rigtig dejlig fødselsdag for alle?

Dagen efter skulle min far (og mor - men den historie kommer i et andet indlæg) have besked. Vi kørte hjem til min far, skyndte os at klistre nummerpladen fast på hans bil og gik ind for at besøge ham. Jeg forsøgte at lyde ret chokeret, da jeg spurgte ham: "Hvad er der sket med din bil, far?". Han kiggede på mig og grinte, da han sagde: "Der er ikke sket noget. Jeg har lige været ude og kigge på min bil, og den fejler intet". Min far er den største bilfreak jeg kender, så selvfølgelig havde han da lige tjekket hele hans bil, inden vi kom. Eller han havde i hvert fald været ude for at beundre sin bil. Typisk. Men han forstod jo også godt, at vi havde lavet noget sjovt med hans bil, så han skyndte sig alligevel at gå ud for at kigge. Han så med det samme nummerpladen og blev hammer glad og gav os en kæmpe krammer. 10 minutter senere kom min fars kæreste hjem. Selvom hun parkerede hendes bil lige ved siden af min fars, opdagede hun ikke nummerpladen på hans bil. Min far ville hjælpe os med at fortælle hende nyheden, så da hun kom ind i stuen, spurgte han hende helt panisk: "Har du set, hvad der er sket med min bil? Jeg er blevet påkørt i tunnelen og har fået en kæmpe bule i højre side bagpå". Hun blev helt hidsig, da hun svarede: "For helvede... Fik du fat i ham der gjorde det? Fik du hans nummer?". Hun stillede simpelthen min far så mange spørgsmål, mens han ihærdigt forsøgte at få hende til at gå ud at kigge, men det var som om, at hun var mere opsat på at finde ud af, hvem fjolset var, der havde kørt ind i ham. Efter lang tid lykkedes det os at få hende ud til bilen. Hun gik rundt om bilen flere gange. Ledte efter bulen. Kiggede på bilen i flere minutter. Hun opdagede slet ikke nummerpladen. Det var først, da min far sagde, at hun skulle kigge på nummerpladen, at det gik op for hende, hvad det egentlig handlede om. Hun fik med det samme tårer i øjnene og blev super glad. Det var altså sjovt!

Det var en kæmpe succes og super sjov måde at overraske vores forældre på, og som I nok kan se på deres beskidte biler, så havde de ikke lige regnet med, at deres biler skulle være hovedgenstande den dag. Ha ha. Om nogle dage smider jeg næste indlæg op, så I kan læse lidt om, hvordan vi fortalte min mor det. Så det håber jeg I også vil læse!

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229