6 dårlige vaner jeg har fået efter, at jeg er blevet mor

Der er ingen tvivl om, at det er helt fantastisk at blive mor. Jeg har fået verdens dejligste, gladeste og sejeste lille dreng, som jeg elsker over alt på jorden. Men jeg har til gengæld også fået en del dårlige vaner med i købet... Ja ja, det er selvfølgelig min egen skyld, men lige i øjeblikket har jeg svært ved at lave om på det, men det ændrer sig forhåbentligt på et tidspunkt. Så indtil da vil jeg underholde jer med et skriv om de dårlige vaner, som jeg har fået efter, at jeg er blevet mor.

1. Jeg drikker en energidrik hver dag
Okay, jeg indrømmer gerne, at jeg også havde et stort forbrug af energidrikke, før jeg blev gravid. Men da jeg blev gravid, skar jeg selvfølgelig gevaldigt ned på det. Men nu er jeg altså tilbage på energidrik-vognen. Jeg har dog aftalt med mig selv, at jeg kun må drikke 1 om dagen, og at det skal være en energidrik uden sukker. Jeg må nok hellere lige fortælle, at jeg altså ikke kan lide kaffe, så derfor er det energidrikke, jeg bæller for at få lidt energi efter en nat uden så meget søvn.

2. Jeg går alt for sent i seng hver dag
At jeg er træt hver dag skyldes ikke kun Benjamin, selvom han også holder mig vågen om natten. Men det er nu også fordi, jeg er blevet for dårlig til at gå i seng om aftenen. Før jeg fik Benjamin var jeg totalt A-menneske. Jeg gik tidligt i seng, så jeg var frisk til at stå tidligt op hver dag. Men nu er det som om, at jeg virkelig nyder tiden om aftenen, for det er ligesom der, hvor jeg har tid til at være "mig", når Benjamin altså er blevet puttet. Så derfor har jeg svært ved at komme i seng, da jeg elsker mig-tiden om aftenen.

3. Jeg sover ofte med linser i
Fordi jeg er begyndt at gå sent i seng, så ender det ofte med, at jeg kommer til at sove med mine linser i. Ej okay, det er en dårlig undskyldning, men jeg er ofte så træt, når jeg endelig rammer sengen, at jeg glemmer at tage linserne ud. Det er en dum vane, for når man vågner om morgenen efter en nat med kontaktlinser i, så er ens øjne så udtørrede, at man skal bruge 5 minutter på at blinke for få bare lidt vand tilbage i øjnene. Det er ikke så smart.

4. Jeg spiser vildt usundt
Jeg har virkelig svært ved at spise sundt, efter jeg er blevet mor. Det er bare som om, at det er nemmere at kværne en pakke chokoladekiks eller en pose chips, når sulten melder sig om eftermiddagen/sen aften. Jeg craver også stadig pommes fritter - ligesom da jeg var gravid - så det får vi også ret tit. Og så er vi rigtig gode til at "glemme" frugt og grønt, så det får vi sjældent... men NU skal vi altså snart til at tage os sammen, for jeg skal altså have tabt de 7 kg, som jeg mangler her efter fødslen.

5. Jeg børster kun tænder om aftenen
Det er ikke fordi, jeg er stolt af det her, men jeg glemmer altid, at børste mine tænder om morgenen. Så derfor bliver det altid kun til 1 gang om dagen - altså om aftenen. Jeg burde jo sådan set blive bedre til at børste tænder, da jeg kun har de tænder jeg har. Så fra nu af, skal jeg altså forsøge at få bisserne børstet om morgenen også. Det er jo ikke sejt at have ødelagte tænder pga. manglende tandbørstning, så det vil jeg for alt i verden forsøge at undgå. Det bliver sgu også for dyrt ved tandlægen, hvis det bliver så slemt.

6. Jeg ligner en hjemløs de fleste dage
Jeg har jo barsel pt... eller corona-barsel, hvilket jo betyder, at jeg ikke rigtig kan gå til nogle ting med Benjamin (Babysvømning, baby salmesang, mødregruppe osv.), og vi skal jo også begrænse, hvem vi ses med, så det er ikke fordi, at der sker det helt vilde i min barsel - udover at jeg selvfølgelig har en baby, som jeg skal underholde herhjemme hver dag. Det betyder også, at mit look hver dag bedst kan beskrives som hjemløse-looket; løst hyggetøj, sjusket knold og ingen makeup. Jeg føler mig ikke særlig smart, men jeg gider altså ikke til at gøre mig "klar" hver dag, når jeg bare går herhjemme og glor. Så jeg håber, at Christian stadig kan huske, hvordan jeg ser ud, når jeg har gjort til ud af mig selv! ;-).

Synes godt om

Kommentarer