De her apps har jeg brugt under og efter min graviditet

Der findes 1000vis af apps, som man kan gøre brug af under og efter sin graviditet, og det kan derfor være svært at finde ud af, hvilke(n) man kan vælge. Jeg vild derfor fortælle jer, hvilke 5 jeg har brugt, så I måske kan blive klogere på, om de er noget for jer. Jeg håber i hvert fald, at I kan bruge indlægget her til inspiration.

Under graviditeten

Den første app hedder Gravid er lavet af Jordemoderforeningen og Komiteen for Sundhedsoplysning. Man indtaster sin terminsdato, og så viser den, hvor langt i graviditeten man er samt hvor mange dage, der er tilbage. Hver uge kan man læse om, hvad der er aktuelt, hvor stor baby er i maven osv. Derudover er der et leksikon, hvor man kan læse om alt, hvad der er relevant fx alle de undersøgelser, som man skal igennem, selve fødslen, amning osv. Derudover er der også en slags barnets bog, hvor man kan skrive lige, hvad man vil og indsætte billeder. Den funktion har jeg været glad for, og jeg har bl.a. skrevet om den dag, hvor vi fandt ud af, at jeg var gravid, den første scanning, den dag hvor maven endelig kunne ses osv.

Der er flere funktioner i appen, som jeg ikke har fået gjort brug af, men som også kan være super spændende at kigge på. Jeg har i hvert fald været glad for den her, og jeg har elsket at læse med uge for uge undervejs i min graviditet. Appen koster vist 35 kr.

Den næste app hedder Preglife og er udviklet i samarbejde med Mama Mia og Danderyds Sjukhus m.fl. Det lyder ikke så dansk, men det kan man heldigvis vælge, så alt i appen kommer frem på dansk. Appen minder en del om Gravid-appen, da den også viser, hvor langt man er i graviditeten (dog i procent), og hvor mange dage der er tilbage. Jeg har primært brugt den til at se, hvor langt jeg var i min graviditet - altså i procent, da jeg synes, det har været sjovt at se. Derudover har denne app også en beskrivelse af, hvad der sker uge for uge. Noget andet jeg har gjort brug af i denne app er vægtkurven. Altså så jeg har kunne følge min egen vægt fra start til slut. Selvom jeg normalt ikke går op i tallet på vægten, så har det alligevel været sjovt at se, hvor meget den er steget under min graviditet. Appen har også en tjekliste, som jeg har skimtet nogle gange for at få inspiration til, hvilke ting der har været gode at have til baby.

En sidste ting som jeg også gjorde brug af er ve-timeren. Og som I nok kan regne ud, brugte jeg den den dag, hvor Benjamin gerne ville ud. Det er jo godt at tage tid på sine veer et stykke tid inden, man ringer til Fødeafdelingen, så man kan oplyse dem om, hvordan det står til. Så den funktion var jeg også glad for. Derudover er der mange andre smarte funktioner, som jeg ikke nåede at bruge, men derfor vil jeg stadig anbefale denne app, selvom den minder utroligt meget om den første. Den her app er desuden gratis.

Efter babys ankomst

Den første app som jeg vil nævne her er MyBabyQ (reklame - fordi jeg tidligere har haft et samarbejde med dem). Jeg har tidligere skrevet om denne app på Instagram, men jeg vil også lige nævne den her, da jeg bruger den jævnligt efter, at Benjamin er kommet til verden. Appen er forholdsvis ny og er udviklet af bl.a. en sundhedsplejerske. I appen kan man skrive direkte til en sundhedsplejerske, som derefter vender retur indenfor 24 timer med et særdeles brugbart svar. Jeg har i hvert fald fået gode svar på de spørgsmål, som jeg har haft stillet. Derudover er der et videokartotek, hvor der pt. er 83 videoer om alt fra øvelser mod babys mavesmerter, døgnrytme, amning, bøvseteknikker, klipning af negle, ja stort set alt, hvad man har brug for at vide, hvis man som mig er førstegangsmor og dermed ikke har/havde nogen viden om babyer.

Jeg ved at appen stadig er i gang med at blive udviklet, og der sker derfor nye ting jævnligt. Noget af det nyeste som jeg gør brug af er funktionen "Vægt", hvor man kan registrere sin babys vægt, så man kan følge med i, hvor han/hun er på kurven. Det synes jeg er sjovt at se. Der er flere funktioner, som jeg ikke har brugt, men som helt sikkert også gør appen spændende at have. Det koster et månedligt beløb at få adgang til denne app.

Den næste app bruger jeg hver dag og nærmest konstant. Det er Baby Daybook og er en fantastisk og overskuelig app til at tracke alt, hvad man som forældre synes er vigtigt at følge op på. Jeg bruger den til at holde styr på, hvornår Benjamin sidst har fået mad, og hvor meget han har spist. Hvornår han sidst er blevet skiftet, og om det var tis eller afføring. Hvornår han sidst har sovet, og hvor længe han har sovet. Derudover kan man bruge appen til at registrere bad, amning, temperatur, tandbørstning, gråd osv. Alt det man vælger at tracke, kan man se statistikker på, og det er faktisk super spændende at følge med i, og det er også meget relevant at vide til, når sundhedsplejersken kommer på besøg. Jeg bliver i hvert fald spurgt om hver gang, hvor meget Benjamin spiser hver dag, hvor tit han har afføring osv, og så er det super nemt lige at kigge i appen.

Jeg er fan af den her app, og jeg vil helt sikkert anbefale den til jer. Appen er gratis at bruge (dog kan man kun se statistikker for 3 dage), men man kan købe adgang til at få adgang til alt. Jeg bruger gratisversionen, og det fungerer helt fint for mig.

Den sidste app er Vidunderlige Uger, og den kan fortælle dig, hvornår din baby er i et tigerspring. Appen fortæller om de forskellige udviklingsspring, hvilke tegn ens baby gør, hvis han/hun er i et spring samt hvilke færdigheder hvert spring giver. Det er ret sjovt at følge med i, og jeg synes faktisk, at det har passet ret godt på Benjamin indtil videre. Så hvis du er nysgerrig på, hvad din baby skal igennem udviklingsmæssigt i løbet af de første mange måneder, så er den her app ret sjov at have. Den koster 35 kr.

Det var de 5 apps, som jeg har på min mobil. Hvis du kan anbefale andre, så skriv det endelig i kommentarfeltet! :-)

Synes godt om

Kommentarer