Min fødsel #2

(Billedet her er taget 4 timer efter fødslen)

"... og kl. 21.20 gik pressefasen endelig igang..." (fra del 1)

Inden jeg måtte presse på mine presseveer, skulle vandet tages...

...og det klarede jordemoderen hurtigt. Det var en underlig følelse, og det føltes mest som om, jeg lå der på briksen og tissede en ordentlig pøl. Derefter kunne det hele endelig starte. Det som det hele handlede om; nemlig at føde en baby. Men nu var det som om, at alle mine veer var blevet dårlige. Der kom i hvert fald ikke så mange, og jeg havde faktisk ret svært ved at presse ordentligt, når der endelig var en ve. Der blev tilkaldt en læge, som i samråd med jordemoderen besluttede, at jeg skulle have noget ve-stimulerende i et drop. Det hjalp heldigvis, og jeg fik nu flere veer, så jeg nu havde 5 veer på 10 minutter, og det var åbenbart meget godt. Dog skete der stadig ikke så meget på trods af de flere veer. Hver gang jeg fik presset Benjamins hoved lidt ud på en ve, så smuttede det nemlig ind igen, når veen var slut, og sådan foregik det længe. Jordemoderen tilkaldte lægen flere gange for at høre, hvad de kunne gøre. De tømte bl.a. min blære. Hvorfor kan jeg ikke huske. Men da jeg ikke havde kunne holde noget i mig hele dagen, så var min blære stort set tom. Så det hjalp ikke på noget. Jeg blev herefter bedt om at prøve en ny fødestilling. Jeg havde nemlig indtil nu lagt på ryggen, men nu skulle jeg altså forsøge at presse, mens jeg lå på siden. Det prøvede jeg i 5-10 minutter, men det fungerede slet ikke for mig, og jeg kom derefter tilbage til at ligge på ryggen. Sådan havde jeg det nemlig bedst.

Kl. 23 var der vagtskifte, og min jordemoder havde derfor fri. Der kom (heldigvis) en ny ung - og skide sød - jordemoder i stedet. Hun var virkelig opsat på, at nu skulle den her baby altså ud, og hun heppede på mig hver gang, jeg havde en ve, hvilket jeg virkelig havde brug for på det her tidspunkt. Da pressefasen nu havde været i gang længe, var de nødt til at tjekke løbende op på Baby B, for hvis han ikke havde det godt, så kunne det måske ende med et akut kejsersnit. Så han fik derfor målt puls og sådan noget, og det viste sig heldigvis, at han havde det helt fint derinde.

På det her tidspunkt i fødslen havde jeg stort set ingen kræfter tilbage. Når der var pause mellem veerne, sov jeg næsten. Jeg var fuldstændig bombet, og jeg var SÅ tæt på at trygle og bede om et kejsersnit, for jeg kunne simpelthen ikke mere, og jeg kunne heller ikke holde smerterne ud mere. Min jordemoder var heldigvis helt fantastisk, og hun fik mig overbevist om, at det altså var tæt på nu. Så jeg skulle altså bare forsætte med at presse lidt endnu, og så hjalp hun mig ved bl.a. at smøre mig med olie (?) i underlivet, samtidig med at hun prøvede at hjælpe med fingrene for at lave mere plads, så hovedet kunne komme ud. Jeg kæmpede en kamp for at presse alt hvad jeg kunne, men Benjamins hoved blev ved med at komme lidt ud, for derefter at ryge tilbage ind igen. Så jordemoderne sagde pludseligt: "Hvis du ikke får presset hovedet ud på næste ve, så er jeg nødt til at klippe i dig". Den sætning gjorde noget ved mig, og jeg fik pludseligt nye kræfter, for på næste ve fik jeg presset hovedet langt nok ud til, at det ikke røg ind igen. Men hold nu kæft, hvor gjorde det pisse hamrende ondt. Jeg har virkelig aldrig oplevet noget, der gjorde så ondt, som da hovedet skulle presses ud. I kort tid sad hovedet "i spænd" i mit underliv (av for satan), og vi måtte derfor vente på en ny ve, inden jeg kunne presse Baby B helt ud. Heldigvis kom han ud på de næste veer, og han blev lagt på mit bryst lige efter. Der gik dog lidt tid før jeg opfattede, hvad det egentlig lige var sket, for jeg var fuldstændig bombet!

Men da jeg kort efter kiggede op på Christian, så jeg at han stod og græd...

Det var simpelthen så sødt at se ham stå der og græde, mens han kiggede på vores søn. Jeg blev selvfølgelig også rørt og vildt glad, men jeg havde bare ikke kræfter eller energi til at vise det på samme måde som Christian. Jeg kan faktisk heller ikke helt huske, hvad der skete efter lige fødslen, udover at jeg blev syet 3 steder. Det gjorde sgu også ret ondt, men det var selvfølgelig ingenting i forhold til at føde. Derudover kan jeg huske, at vi blev overladt til os selv i et par timer, så vi kunne nyde vores dreng i fred og ro, og det var virkelig dejligt. Herefter kom jordemoderen ind på stuen og vejede og målte Baby B og tjekkede, at alt var ok. Vi snakkede derudover også om, om vi gerne ville hjem hurtigst muligt, eller om vi ville på barselshotellet en dage eller to. Vi besluttede os dog for, at vi gerne ville hjem til os selv, men vi måtte selvfølgelig først tage hjem, når der var (nogenlunde) styr på bl.a. amning, og jeg skulle desuden prøve at tisse, før vi måtte udskrives.

Kl. 6.30 om morgenen blev vi udskrevet, så det var altså 6,5 time efter fødslen, at vi kunne vende snuden hjemad. Dagen efter fik vi besøg af en jordemoder i 1 time, hvor vi kunne stille alle de spørgsmål, som vi nu måtte have, og hun kunne hjælpe med amning osv. Det var rart!

Selvom jeg virkelig synes, at veerne og fødslen gjorde ufattelig ondt, så er det selvfølgelig det hele værd. Vi har jo fået den dejligste dreng ud af det. Men jeg er dog stadig i tvivl, om det er noget jeg vil gå igennem igen. Så indtil videre vil vi nyde Benjamin - og så må tiden vise, om jeg nogensinde får lyst til at skulle presse et barn mere ud ;-).

Synes godt om

Kommentarer